Lederpriser til Skovlunde IF's René Almind og Cyklistforbundets Peter Bendix - og kulturpris til Mogens Bille. Og så en halv million kroner til foreningerne.
Det regnede med priser og penge, da årets indtil videre største begivenhed fandt sted lørdag aften i Baltoppen: Den store nytårsfest, hvor kommunen hædrer ledere fra forenings- og idrætslivet, og hvor en kulturpersonlighed med lokal tilknytning modtager den nye kulturpris.
Og det er festen, hvor udvalgte lokale klubber til sammen modtager støtte for mere end en halv million kroner fra Ballerup Kommune.
Vigtig samarbejdspartner
Lederprisen gik i år til Peter Bendix fra Dansk Cyklistforbund. Han fik prisen, fordi han har en stor del af æren for, at Ballerup er Årets Cykelby. Peter Bendix har været en meget vigtig samarbejdspartner for kommunen i forbindelse med vedtagelsen af en cykelpolitik og en cykelhandlingsplan.
Respekteret af mange
Idrætslederprisen gik til formanden for Skovlunde IF, René Almind; en leder som er kendt og respekteret for sit mangeårige store arbejde for sin klub. Almind har desuden været med til at etablere Idrætsrådet, siden starten været formand for Brugerrådet i Ballerup Idrætspark og har haft væsentlige fingre med i spillet omkring idrætsparkens eget maskinpark, lystræningsbanen, lysgræsbaner, Top Danmarkhallen, udvidelse af omklædningsbygningen, udvidelse af banerne og senest kunstgræsbanen.
Han er med i elitekommuneprojektet og forsøget med at etablere en idrætsefterskole. De seneste fire år har René Almind været næstformand i Folkeoplysningsudvalget og været med til at tage slæbet i Halfordelingsudvalget. Og så har han været en af primus motorerne i bestræbelserne på at få lagt Skovlunde IF og Ballerup IF sammen.
Ud over æren fik de to idrætsledere også et weekendophold på lejrskolen Bøtø ved Marienlyst - for de to foreningers bestyrelser med ægtefæller.
Dynamisk ankermand
Den dynamiske ankermand bag serien Ballerup Krøniken, Mogens Bille, blev ved nytårsfesten hædret med årets kulturpris - og et kontant beløb på 25.000 kroner, sponsoreret af Danske Bank. Mogens Bille har - ud over at være redaktør af Ballerup Krøniken - en baggrund som aktiv musiker i forskellige sammenhænge. Han har arbejdet med revyer, lavet film og skrevet flere bøger. Selv om han i dag bor i Dragør, er han stadig aktiv i Ballerup - ikke mindst i Historisk Forening.
FAKTA
Følgende lokale foreninger får Team Ballerup støtte i 2010:
Kofukan Karate: 12.500 kr.
BMS Skak: 15.000 kr.
Ballerup Skytteforening: 20.000 kr.
Ballerup Taekwondo Klub: 22.500 kr.
DCR Ballerup: 30.000 kr.
BMS: 40.000 kr.
Ballerup Atletik Klub: 48.000 kr.
DBC: 75.000 kr.
Svømmeklubben Triton: 120.000 kr.
Skovlunde IF Fodbold: 130.000 kr.












