Den internationale bevægelse Slow Food danner en afdeling, et såkaldt convivium, i Odsherred.

Bevægelsen blev grundlagt i Italien i 1989, som en reaktion på fastfood koncernen McDonalds indtog i Rom. Siden har den spredt sig til det meste af verden og tæller i dag mere end 100.000 medlemmer i mere end 1000 convivia.

Slow Food bevægelsen sætter fokus på den gode mad, både i produktionen af råvarerne, i tilberedelsen og i nydelsen af et måltid. Slow Food støtter op om lokale producenter, der laver kvalitetsprodukter, der understøtter biodiversiteten og udviser ansvarlighed. Slow Food går imod forfladigelsen i vore daglige måltider og arbejder for at den gode smag, kvaliteten, forskelligheden og nydelsen kan komme tilbage i højsædet.

Det er forfatterinden Rie Boberg som ved sin hjemvendelse fra 30 år i Italien har taget initiativ til at Odsherred får sit Convivium, som også vil dække både Hornsherred og Vestsjælland. I Danmark findes der i forvejen 3 convivia: København-Nordsjælland, på Fyn og Lolland-Falster. Sammen med chokolademanden Mikkel Friisholm Ottosen, vinimportør Henriette Jørgensen, kvægavler Mogens Hansen og madentusiast Eva Bløcher har Rie Boberg sammensat et program for forårssæsonen, som lægger ud den 26. januar.

I Madkunsten på Algade i Nykøbing Sj. vil Rie Boberg først fortælle om Slow Food bevægelsen, som hun har fulgt gennem sine mange år i Italien, derefter kommer can. merc. Anne Rahbek Christensen og fortæller om sine meget spændende studier på Slow Foods gastronomiske universitet Universitá di Scienze Gastronomiche , hvor hun tog en master i 2007 i Food Culture. Så følger lidt til ganen, idet Mikkel Friisholm Ottosen vil fortælle om sin chokolade og give smagsprøver og Henriette Jørgensen vil fortælle om sin import af biodynamisk vin, som der også vil blive lejlighed til at smage. For alle der har lyst vil der derefter blive lejlighed til i fællesskab at nyde middagen som Michael fra Madkunsten har kreeret til dette første Slow Food arrangement i Odsherred.

Arrangementet finder sted den 26. januar kl. 17 i Madkunsten, Algade 44, Nykøbing Sj., tilmelding til middagen nødvendig.

Entre 50 kr., Middag 165 kr., begge dele for 200 kr. Der vil blive mulighed for at blive medlem af Slow Food, det koster 420 kr. (530 kr. for par, 210 kr. under 26 år) årligt og vil give rabat til alle arrangementer i hele landet.