Syddjurs. Hotel Ebeltoft Strand kan byde på et glas velskænket øl af høj kvalitet og rette temperatur. Det har hotellet netop fået bevis for i form af Årets Ølmærke 2010, som torsdag blev overrakt af lokalformanden for Danske Ølentusiaster, Jens Jespersen.

»Kun 57 restauranter, cafeer og værtshuse af de omkring 20.000, der findes i landet, opfylder kriterierne for at modtage Årets Ølmærke,« fortæller han. Og blandt restauranterne på hele Djursland er det faktisk kun Hotel Ebeltoft Strand, der lever op til mærket.

»Vi er i lokalafdelingen Djursland stolte af i det hele taget at få udvalgt en restaurant, café eller værtshus i denne landsdel,« siger Jens Jespersen.

To er på vej

I forbindelse med uddelingen af ølmærket har Danske Ølentusiaster udgivet et lille hæfte med titlen »Vejen til Godt Øl« til glæde for dem, der sætter pris på godt øl.

»Her har lokalafdelingen valgt to fremragende restauranter, som er et besøg værd, nemlig restaurant Det Gyldne Krus i Grenaa og Restaurant Tinghulen i Knebel. Disse to restauranter opfylder for nuværende ikke kriterierne for at få Årets Ølmærke, men vi håber de kommer med i nær fremtid,« siger lokalformanden.

Tæft og viden

Blandt kriterierne for at komme med i det gode selskab er, at restauranten skal byde på et bredt udvalg af øl, serveret i et behageligt miljø. Der skal være lokale og internationale øl og god bredde i øltyperne, og serveringen skal vidne om dedikation og tæft for det gode øl. Gæsterne skal kunne orientere sig på et egentligt og opdateret ølkort, personalet skal have viden om øl, og drikken skal serveres på den rigtige måde. Det vil sige ved den rette temperatur, i korrekte glas, ligesom øllet skal udskiftes efter årstiden, og lokale ølnyheder skal præsenteres.

Hotel Ebeltoft Strand har 10 ølhaner og står lejlighedsvis for ølsmagning.