Hollandsbjerg: Der skete stor materiel skade på en af selskabet Vattenfall Vindkrafts 1,5 Mw vindmøller opstillet i vindmølleparken i Bode Enge tæt ud til fjorden i det vestlige hjørne af Norddjurs, da en stor kran væltede under arbejdet med at skifte en gearkasse.

Uheldet skete da et arbejdshold var i gang med at løfte hele møllens rotordel med en diameter på 64 meter ned for at kunne komme ind og udskifte møllens gearkasse.

Kommunikationsmedarbejder Arne Rahbek fra Vattenfall oplyser, at et løft gik galt, da en bærekran der holdt hele rotordelen begyndte at synke i, så de mænd der havde fat i lange tove for at stabilisere løftet, måtte slippe deres tove for at komme væk, inden kranen væltede og med et voldsomt brag lagde sig om på den ene side.

En mindre kran, der skulle fastgøres til den ene af vingerne for at dreje dem ud, når de nærmede sig jorden, nåede ikke at få fat.

»Det der gik galt var, at de to fødder på bærekranen begyndte at synke i. Den kraftige bæreplade på fem gange to meter af 20 centimeters tykkelse, begyndte at give efter med det resultat, at kran og det hele væltede«, forklarer Arne Rahbek.

Selv om skaderne ikke er endelig gjort op, så er rotoren sandsynligvis ødelagt ligesom der skal nye vinger på møllen.

Da der er leveringstid på delene er det umuligt at sige, hvornår møllen igen er på vingerne.

»Det er en meget sjælden type uheld. Vi har sidst oplevet det i vores firma tilbage i 1983«, fortæller direktør Finn Vandborg fra firmaet Krangården i Holstebro, som ejer kranen, der så at sige gik i jorden.

Arbejdsvilkårene var ellers nærmest ideelle med meget svag vind.

»Nu skal det så undersøges nærmere, hvordan det kunne ske, at det gik galt med understøtningen. Skaderne på kranen er meget omfattende, men heldigvis kom ingen til skade«, konstaterer direktør Finn Vandborg.