HATS pusler med planer om fremtidigt samarbejde med kollegerne i Rønde Amatør Teater

HEVRING: I nabolaget af 400 publikummer gæstede Landsbyscenen Viften i Hevring for at opleve HATS Sommerteater 2010 - forestillingen »Hvorfor må jeg ikk’ få Beatleshår« - hvor tiden var skruet tilbage til 1969.

Med Hevring Amatør Teater Selskabs særegne form for crazy-humor, krydret med kreativ historiefortolkning og gennemsyret af musikalitet, har de omkring 60 medvirkende igen hentet en solid succes hjem.

»I år havde vi også en Ferguson traktor, en Puch Maxi - samt Hilda og Keld Heick på telefon med, kunne Niels Bjerre-Jørgensen berette.

Keld og Hilda Heick er nemlig årets protektorer, og de var helt med på at indtale en lille lydstump, som indgik i en scene.

Udklædningen på scenen var udpræget tresserflippet, og musikken en blanding af Beatles-sange og andre hits fra de danske og internationale hitlister i disse foranderlige år.

Niels Bjerre-Jørgensen fortæller, at HATS i weekenden havde besøg af repræsentanter fra Rønde Amatør Teater, og går alt som parterne håber, vil HATS og Rønde Amatør Teater inden længe indlede ét eller andet samarbejde.

Form og indhold er endnu ikke på plads, men der skulle være spændende ting i vente.

HATS er i forvejen et bredt favnende foretagende, der hen over året sørger for, at der lokalt og ude omkring sættes lidt liv i kludene.

Foruden det årlige friluftsspil på »Viften« er der gang i ungdomsteater, koncerter, gøgl, forlag, handicapteater, gratis arrangementer for områdets pensionister m.v.