Auning: Ingeniør Steen Volmer Jensen, Pindstrupvej 13 i Auning, er død i København 31. december. Han blev 68 år.
Steen V. Jensen havde lige siden sine drengeår i København været bevidst om, at han ville være ingeniør og arbejde med biler. Da han var 12 år byggede han sin første »cykelbil« i krydsfiner, men den var ikke strømlinet nok, så den blev solgt, og Steen V. Jensen byggede en ny i aluminium. Den var flot og blev malet hvid.
I læretiden på Valby Maskinfabrik, og medens han læste til teknikumingeniør, byggede han Danmarks første hjemmelavede bil. En »Sportscoupe«, der stadig kan ses på Sommers Automobile Museum i Nærum.
Steen V. Jensen fik arbejde hos Cabina, der fremstillede standard badeværelser i glasfiber, men det var stadig bilerne, der havde Steen V. Jensens store interesse, så turen gik til England og derfra til Sverige, hvor han begge steder var ansat i bilindustrien. Efter halvandet år i Kalmar vendte han hjem til Danmark, og fik arbejde i Randers, som udviklingschef på Sekura, der fremstillede førerhuse til traktorer.
Han bosatte sig på Solhøj i Randers, men ville gerne bo udenfor byen. Han fik øje på en ejendom udenfor Auning, og da den blev sat til salg, købte han den straks. Steen V. Jensen rev de gamle bygninger ned, og byggede sit eget hus efter egne tegninger. Det smukke hvide hus, idyllisk beliggende i kanten af skoven lige udenfor Auning, har siden været hans fristed.
Ideen om Ellerten blev født
Steen V. Jensen blev ansat på Dronningborg Maskinfabrik som produktionschef. En aften foran fjernsynet fik han ideen til et helt nyt køretøjskoncept. Foranlediget af en debatudsendelse om energikrise og fremtidens trafikkultur fødtes ideen om det køretøj, der siden fik navnet Ellert.
Steen V. Jensen gik i gang med konstruktionen af den første trehjulede model. Forsøget faldt tilfredsstillende ud, men først i 1982 skete der nyt i sagen. Han forsøgte at overtale Dronningborg Maskinfabrik til at gå med i Ellert-projektet. Virksomheden indvilgede, da man samtidig fik tilsagn om 40 procent i støtte fra Energistyrelsen til de 1,6 millioner kroner, som det kostede at udvikle prototypen.
Da den var færdig, havde maskinfabrikken imidlertid travlt med sin egen produktion, og ønskede derfor ikke at fortsætte med Ellerten.
Dansk industrieventyr
Det begyndte lovende, måske som det mest lovende danske industrieventyr i nyere tid, da Steen V. Jensen i 1985 på biludstillingen i Bella Center præsenterede sin opfindelse. Her var et køretøj, der i energikrisens slipvind kunne anskaffes for beskedne 27.450 kr., og uden brug af fossil brændstof var i stand til at løse de fleste menneskers umiddelbare behov for transport.
Den trehjulede verdensnyhed fik ni minutter på BBC One, et fantastisk udstillingsvindue, og mulighedernes verden lå åben for idémanden.
Produktionen blev planlagt til at begynde i foråret 1987 og skulle i første omgang ske i lejede lokaler hos Joni A/S, hvor direktør Niels Kurup var en af de meget aktive bagmænd bag »Mini-el«.
Beregningerne for produktionen lød på 125 nye arbejdspladser og en omsætning på omkring 150 millioner kroner i løbet af fire til seks år. Første år gjaldt det kun det danske marked, men i 1988 skulle der også satses på det engelske marked.
Folkeandele satte gang i produktion
Finansieringen til en egentlig fabriksproduktion viste sig problematisk. Først da det lykkedes at skaffe kapital gennem såkaldte »folkeandele« lydende på 20.000 kr. stykket, fik et nystiftet interessentselskab med Steen V. Jensen i spidsen samlet 90 millioner kroner til start af en serieproduktion.
Produktionen blev sat i gang, ordrerne strømmede ind forud for lanceringen i 1987, medierne kappedes om at være de første prøvekøre, og nogle begyndte at drømme om Randers som svar på Detroit.
De første 1000 biler var primært solgt lokalt, og der var store forventninger til de erfaringer, man kunne gøre sig med så stor en koncentration af el-biler i et enkelt område. Ellerten fik en utrolig pæn omtale i pressen.
Æresborger og ID-modtager
Den 26. juni 1987 afslørede borgmester Kristen Gjøtrup de første kommunale el-standere, der blev opstillet ved Laksetorvet. Standerne kunne gratis forsyne brugerne af ellerter med strøm, når de parkerede centralt i byen.
Steen V. Jensen blev udnævnt til æresborger i Randers, og han modtog også det år ID Prisen, der blev givet til det bedste danske industrielle design.
Ned ad bakke og opad igen
Efter et års tid begyndte salget at falde, og de første tekniske problemer og negative presseomtale om smadrede ellerter meldt sig, og sidst på året 1988 gik virksomheden konkurs. Der kom tilbagemeldinger fra forhandlere forskellige steder i landet om en interesse, der pludselig var helt død, og man var klar over, at der var et problem, der også hang sammen med at benzinpriserne faldt voldsomt efter energikriserne.
Der var flere forsøg på at stifte nye selskaber, og det lykkedes da også.
I 1989 blev El-Trans 89 stiftet, men måtte stoppe i 1991, og Tage Arnholm overtog boet og stiftede et nyt selskab Citycom A/S. Køretøjet fik en opblomstring bl.a. som kameravogn ved De Olympiske Lege i Barcelona.
Ellerten lever videre
Fabrikken blev i 1993 overtaget af en tysk virksomhed, men også den gik konkurs, og i 1994 blev produktionen overført til et nyt selskab i Sverige - for atter at vende tilbage til Tyskland.
I dag kører CityEl - den moderne udgave af ellerten - stadig rundt på vejene i Europa. Exteriøret er stort set uændret, men indmaden - motor, batteri og så videre - er opdateret med seneste teknologi.
Produktionen sker i byen Aub syd for Würzberg, og hos den skandinaviske importør på Sydfyn, fortæller man, at der før finanskrisen gennemsnitlig blev solgt én Ellert om ugen herhjemme. I alt kører godt 400, dansk- som tyskproducerede, rundt på de danske veje, og man forventer at salget igen snart stiger.
En Ellert - eller CityEl som den retteligt hedder - i nyeste udførelse med avanceret batteri og teknologi inklusive radioanlæg - koster lige på den anden side af 100.000 kroner.
Forud for sin tid
Steen V. Jensen kom senere til at arbejde med den elektriske gokart, der bruges på de indendørs baner, der skyder op over hele Europa. Han udviklede de tekniske konstruktioner hjemme i villaen i Auning.
Steen V. Jensen efterlader sig sin bror Per, der bor i København, og Per skriver nok rammende om sin bror i dødsannoncen: »Du var forud for din tid«.
Der er optaget og programsat en udsendelse på tv om Steen V. Jensen og Ellerten til april i år.











