Efter en hjerneblødning ville kommunen parkere Bent Madsen på et plejehjem. I dag må han selv betale for at blive genoptrænet
Den 2. marts 2007 bliver Bent Madsen ramt af en hjerneblødning. Han er på arbejde og han falder om ved sin bil. Til alt held ser en vicevært ham og han ringer straks 112. Bent Madsen bliver kørt direkte til Rigshospitalet, hvor han bliver opereret samme aften.
»Det var en stor hjerneblødning. Han kunne hverken tale eller synke. Han fik sondemad og lå i respirator,« fortæller Bents hustru, Lis Madsen.
Bent Madsen ligger på hospitalet i en måned.
»Han sagde stadig ikke noget, men han var meget bevidst om, at noget var rivende galt,« siger Lis Madsen.
Bent bliver udskrevet til et genoptræningssted.
»Bent lå bare i sengen. Han var våd og ikke passet,« fortæller Lis Madsen, der var der hver dag.
Bent Madsen ligger der kun en måned. Han får nemlig en lungebetændelse og bliver igen indlagt på hospitalet.
»Her bad jeg ganske enkelt om, at han kom til et andet sted. Han skulle ikke tilbage,« siger Lis Madsen.
»Det blev det dog ikke meget bedre af,« fortæller Lis Madsen og fortsætter:
»Han fik et lille værelse. Han kunne jo ikke tale og måtte selv prøve at komme på toilettet, fordi personalet ikke hjalp ham. De syntes han var »for aktiv«, så de gav ham noget medicin for at pacificere ham«.
Lis og børnene beslutter sig for at sidde døgnvagt for at se, hvad der sker i det lille værelse. Og der sker ikke meget.
Bent Madsen er der i otte måneder og genoptræner på et meget lavt plan.
»Han kommer ikke videre, sagde de en dag til mig. Han kunne enten komme hjem eller på et plejehjem,« siger Lis Madsen og fortsætter:
»Jeg tog ham hjem. Han skulle ikke på plejehjem«.
Nedgjort af systemet
»Vi kunne ikke få hjælp fra kommunen, fordi jeg selv valgte at tage ham hjem,« fortæller hun og tilføjer:
»Jeg blev nedgjort af systemet. Det værste var at blive til ingenting.«
Lis må lukke Bents virksomhed og sælge huset, mens hun passer og plejer ham.
»Jeg mistede fuldstændig min identitet,« fortæller Lis.
»Og folk holdt op med at besøge os,« tilføjer hun.
En dag ser deres søn en annonce i avisen for klinikken Neuroform i Høje Taastrup, der tilbyder neurologisk genoptræning til mennesker med følger efter hjerneskade.
Og i dag kommer Bent Madsen på klinikken to timer to gange om ugen.
»Vi betaler selv og får ingen hjælp fra kommunen,« fortæller Lis og tilføjer:
»Og vi kommer her med stor fornøjelse«.
»Bent er kommet op og gå. Han forstår også, hvad man siger,« fortæller Lis Madsen.
»Ja,« tilføjer Bent Madsen og nikker.
»Bent skulle have en hel del hjælp til at komme ud af kørestolen i starten. I dag klarer han det selv,« fortæller Marie Louise Irskov, der er Bents fysioterapeut.
»Bents historie er en meget klassisk historie. Når man nu er til mere, så skal man også have tilbuddet,« fortæller Irskov og tilføjer:
»Ingen krop kommer sig af, at røre sig en én time om ugen. Det tager tid og det går langsomt. Derfor giver vi os god tid her.
»De pårørende får også lov til at blive involveret her og det er rart for de pårørende. Det rammer jo begge parter hårdt,« tilføjer Irskov.
»Humøret er højt her og det er det, der er brug for,« siger Lis Madsen og tilføjer:
»Det kan man nok ikke finde i det kommunale. Det er der ikke plads til«.
»Mange kommuner er jo økonomisk i knæ, men derfor skal man stadig tænke over, hvad man tilbyder folk,« siger Marie Louise Irskov og tilføjer:
»Vi lever jo i mange år, og skal det være i en kørestol og begrænset, eller skal man kunne gå selv? En aktiv mand er jo billigere for kommunen i det lange løb og livskvaliteten højnes«.
Marie Louise Irskov har tidligere arbejdet på Apopleksiafsnittet og på afsnit for Traumatisk Hjerneskade på Hvidovre Hospital.
»Jeg var træt af at se, at folk ofte var dårligere, når de kom til tjek på Hvidovre Hospital, fordi tilbuddene var for dårlige udenfor hospitalet. Derfor lavede vi Neuroform,« fortæller Irskov.
»Jeg kan selv klare ham nu og vi har fået en trivselsbil,« siger Lis og smiler. »Nu skal vi bare have kommunen aktiveret,« tilføjer hun.
