»I starten gik jeg rundt til alle konkurrenterne på messer og stillede dumme spørgsmål. Jeg afleverede mit visitkort, og så spurgte jeg ellers om alt muligt, fra hvad en designer skal have i løn, til hvad man køber ind til medarbejderne i julegave. Konkurrenterne kiggede godt nok underligt på mig, men de svarede. Jeg vidste, at når først vi blev lidt mere etablerede i branchen, kunne jeg ikke tillade mig at spørge om så meget. Det var NU, jeg skulle lyde dum. Senere ville det være for sent.«

Henrik Hansen smiler. Han sidder tæt ved siden af sin kone Lena i mødelokalet, der fra førstesalen i tøjfirmaet LauRie har en fornem udsigt over vidderne nord for Århus.

De to 47-årige ejer LauRie i fællesskab og har gjort det i syv år nu. Syv år, der både har været præget af forbrug og finanskrise. Det vidste de heldigvis ikke noget om, da de købte virksomheden i 2005.

»Vores uvidenhed om, hvad det betyder at kaste sig ud i så stort et projekt, var en fordel. Vi troede, vi kunne en hel masse, men alligevel var opgaven meget voldsom. Men vi fortryder ikke, at vi har gjort det,« siger Henrik, og Lena springer ind:

»Og vi ville gøre det igen.«

Ingen tvivl om det - de er glade for at kunne kalde sig ejere af og direktører for LauRie. Men havde de vidst, hvad de gik ind til, var de måske nok blevet en anelse skræmte.

»Det er et vanvittigt spring at overtage en virksomhed,« konstaterer Henrik, der ellers havde en vis erfaring med sig.

Parret var sammen med deres to sønner kommet hjem fra USA nogle år tidligere efter to års ophold i mulighedernes land.

Henrik var dengang ansat hos AMC Schou på havnen i Århus og rejste meget i USA for at sælge maskiner til bl.a. US Air Force. Det lå lige for at etablere en afdeling derovre, mente han, og hans forslag blev prompte modtaget hos AMC Schou: Han kunne bare gå i gang.

I begyndelsen af 2001 solgte parret huset, pakkede alt indboet ned i kasser og drog af sted med otte kufferter og to drenge på fire og otte år.

»Da vi landede i Chicago, var det første gang, jeg stod i USA,« fortæller Lena.

Amerikansk smeltedigel

Hun gik ombord i en opgave med at sælge Georg Jensen Damask til amerikanerne, mens Henrik etablerede en amerikansk afdeling af AMC Schou. Der var ingen arbejdsgivere, der vågede over dem, og friheden var stor. Børnene kom i amerikansk skole og trivedes blandt den brogede forsamling af mørke, lysebrune og hvide.

»Det var en smeltedigel af kultur og race, og det var godt for drengene at opleve,« mener Henrik, og Lena smiler ved tanken om en bustur med den yngste, Peter, på fire år:

»Han hviskede til mig: Der sidder en mand, der er malet i hovedet. Han havde vel aldrig set en sort mand før. Men der gik ikke lang tid, før hverken han eller vores ældste, Joachim, bemærkede forskellene i hudfarve.«

Familien havde det godt derovre, men efter to år stod de overfor et valg: Skulle kontrakten forlænges, eller skulle de tage hjem?

»Vores drenge trivedes, og de kunne sagtens være blevet der. Men vi tænkte, at hvis vi forlænger med fem-seks år, så risikerer vi, at børnene ikke vil med hjem igen. Så er de blevet amerikanere og vil foretrække at blive boende der. Det sidste, vi havde lyst til, var at splitte familien,« fortæller Henrik.

Danmark trak især i ham, mens Lena var villig til at blive i Chicago.

»Men inden vi rejste derover, havde vi lavet en hel klar aftale om, at hvis en af os ville hjem, tog vi alle sammen hjem. Det stod ikke til diskussion,« fortæller hun.

Så de rejste hjem. Og mødte et land, som de nu så med nye øjne.

»I USA er alle meget venlige og imødekommende. Og der er gang i den. Man sætter sig ikke ned med en god middag og tager en stille snak med vennerne. Der skal ske noget hele tiden - vi skal grille, spille bold og se basket i tv. De tager sig ikke engang tid til at spise med kniv og gaffel,« smiler Henrik og fortsætter:

»Vi savnede den danske kultur, men samtidig fik vi hurtigt nok af brok herhjemme. Der var en meget negativ stemning på de arbejdspladser, vi vendte tilbage til. Folk beklagede sig over hvad som helst, og der var megen bureaukrati,« husker Henrik.

»Og jeg havde det svært med chefer,« tilføjer Lena.

Det dyre drømmehus

De var enige om, at enten skulle de tage job som skraldemand og postbud, hvor man lægger ansvaret fra sig ved udgangen, når man er færdig med dagens opgaver, eller også skulle de blive selvstændige.

»Som lønmodtager følte jeg aldrig, jeg havde fri. Jeg tog altid opgaverne med hjem, tænkte over dem og kiggede på dem om aftenen, når børnene var lagt i seng. Så det der med, at det er nemt at være lønmodtager... den køber jeg ikke,« siger Lena, der arbejdede som marketingkoordinator hos Dansk Supermarked, mens Henrik vendte tilbage til sit gamle job hos AMC Schou.

De er begge uddannet på Den Danske Eksportskole i Herning, hvor de mødte hinanden. Præcis et år efter mødet stod de ved døbefonten med Joachim, men selvom deres parforhold blev indledt med lynets hast, har der ikke været meget hovsa over deres videre samliv.

»Vi kompletterer hinanden godt, og vi er et stærkt team,« siger de som med én mund.

Allerede mens de boede i Chicago, havde de købt nyt hus i Skæring, tæt på det gamle, tæt på Henriks forældre og tæt på Joachims gamle klassekammerater.

»Henrik har stor interesse for arkitektur og huse, og der var ét bestemt hus i Skæring, som han altid har kaldt drømmehuset. Det lå på en stor grund ned til vandet. Det kom til salg, mens vi boede i USA, og vi var enige om, at vi var nødt til at kigge nærmere på det,« fortæller Lena.

»Også selv om det i princippet kostede mere, end vi havde råd til,« supplerer Henrik.

Lena rejste hjem en weekend, nåede både sin fars runde fødselsdag, at kigge på hus, at kontakte ejendomsmægler, at rådføre sig med advokat og at tage en snak med bygningsinspektoratet. Da hun tre dage senere vendte tilbage til Chicago, var huset købt. Selvom det egentlig var lidt for dyrt.

Men det hus blev den egentlige grund til, at Lena og Henrik i dag kan sidde i mødelokalet hos LauRie og skue ud over såvel udsigten som deres helt egen virksomhed.

Hvad med tøj?

»Huskøbet har åbnet døre for os. Vi overtog huset i 2003, og det var lige før, der skete en masse på boligmarkedet. Friværdien steg i årene derefter, og man kunne lægge om til helt nye låntyper. Det betød, at vi kunne få frigivet penge til at investere i egen virksomhed.«

I dag eksisterer drømmehuset ikke længere. Det havde mangler, og Lena og Henrik tog derfor den drastiske beslutning at rive ned i stedet for at bygge om. Lige nu bor familien i skurvogne på grunden, mens et nyt og bedre hus tager form.

Da først tanken om egen virksomhed var tænkt, satte parret sig ned en aften og gennemgik deres muligheder.

»Vi ville ikke starte virksomhed fra bunden. Vi skulle have en virksomhed, der allerede genererede penge, for vi havde ikke råd til at vente på løn. Og den skulle kunne give job til os begge, den skulle ligge tæt på hjemmet af hensyn til vores børn, og den skulle have handel med udlandet, for det er på det felt, vi er stærke.«

De greb det professionelt an, lavede en køberprofil og besluttede at kigge sig om efter en mindre virksomhed, der stod overfor et generationsskifte. De øjnede morgenluft for nanoteknologi og grøn energi og regnede med, at de skulle sondere i den retning. Men da de opsøgte deres bank, blev de i stedet mødt med spørgsmålet: Hvad med tøjbranchen?

»Vi anede ikke et klap om tøjbranchen, men bankrådgiveren sagde bare: Det kan I jo komme til. Det var i 2005. I dag får man ikke den slags tilbud fra banken,« smiler Lena.

LauRie stod netop overfor et generationsskifte. De gamle ejere havde startet virksomheden baseret på fruens eget design. Og nu ville de af med den.

»Vi gennemanalyserede virksomheden, lavede en tre-årig forretningsplan og overlappede de gamle ejere i et år, så vi vidste, hvad vi gik ind til.«

Dengang havde LauRie en solid omsætning og 500-600 kunder - tøjbutikker - fordelt rundt om i Europa. I dag har firmaet aldrig tjent mere, og kundetallet er steget til over 1000. Men midtvejs skulle Lena og Henrik lige forcere en finanskrise.

I krise

»Det var, som om krisen kom på et øjeblik. Vi gik rundt på en messe, og fra den ene dag til den anden ville kunderne ikke købe længere. Det var meget mærkeligt,« husker Henrik.

De troede, at de havde sikret sig godt ved at fordele kunderne på flere lande. Hvis det gik dårligt i Rusland, gik det nok bedre i Holland. Men i 2008 gik det dårligt for alle. Uden undtagelse.

»Vores omsætning faldt med 40 procent. Vi måtte afskedige fire medarbejdere, skære ned på rengøringen og slukke hver anden lampe i huset. Vi gik rundt og mindede hinanden om at slukke lyset, når man forlod toilettet. Vi gik aldrig i minus, og det dårligste år havde vi en million kroner på bundlinien, så værre var det ikke, men vi følte til gengæld heller ikke, at vi kunne skære mere ind til benet. Og vi ville ikke gå på kompromis med kvaliteten i vores tøj. Vi lod os aldrig friste til at gå billig, som nogle af konkurrenterne gjorde.«

LauRies tøj hører til i den lidt dyrere ende. Til gengæld henvender det sig til de voksne kvinder, der godt ved, at det betaler sig at smide 1000 kroner efter et par bukser, fordi de holder længere. Man behøver ikke at være det store modedyr, der udskifter hele garderoben hver sæson, hvis man køber LauRies tøj.

Men 1000 kroner for et par bukser kan være mange penge, hvis man ingen har, og det mærkede firmaet i 2008 og årene derefter.

»I vores branche er mængde helt afgørende. Der er mange firmaer, der ikke vil nøjes med at sælge små mængder til butikkerne. Men det besluttede vi, at vi gerne ville. En butik kan nøjes med at bestille et enkelt par bukser hos os, og det betyder, at butikken kan nå at få tøjet solgt, inden vi skal have vores betaling. Det kom vores kunder til gavn, og derfor kom det også os til gavn,« fortæller parret, der allerede ved overtagelsen af LauRie havde indført et værdisæt, der vakte opsigt hos medarbejderne.

Ups - 8000 meter stof

Firmaet havde tidligere været meget topstyret, og alle beslutninger blev som udgangspunkt taget hos den øverste ledelse. »Det ønskede vi ikke. Vi mener, at de folk, der arbejder med tingene, også kan tage ansvar og beslutninger, så vi indførte en flad struktur. Og vi besluttede, at alle, både kunder, postbudet og kollegerne, skal mødes med venlighed. Vi skælder aldrig ud. Og vi har fået medarbejdere, der er ekstremt ansvarlige.«

Men selvfølgelig kan det gå galt. Som dengang hvor en medarbejder bestilte 8000 meter stof i en forkert indfarvning. Og det kunne ikke returneres. »Men så måtte vi bare sørge for, at den farve indgik i vores næste kollektion. Og faktisk blev den så populær, at vi endte med at bestille 5000 meter mere,« smiler Lena.

Da krisen for alvor bankede på døren hos LauRie, valgte Henrik og Lena at tænke nyt fremfor at gå i panik. De satte fart i en produktion af bukser, som er så teknisk krævende, at kun enkelte systuer kan fremstille dem. Til gengæld får kunden et par bukser, der former bagdel og mave til et smukt resultat. Det kostede to års anstrengelser at udforme bukserne, men til gengæld forlader 1000 af dem dagligt nu lageret hos LauRie, og omsætningen har aldrig været højere. Henrik og Lena fortryder ingenlunde, at de sagde ja tak til tøjbranchen i 2005, og de har det stadig sådan, at de må slås med hinanden om at få lov til at blive på virksomheden hen på eftermiddagen.

Den hårde kærlighed

»Vi skiftes til at tage først hjem til drengene,« smiler Henrik, hvis forældre har været den sikre bagstopper for de to knægte, som i dag er 16 og 20 år. »Men selvom vi har arbejdet op med 70 timer om ugen i perioder, føler jeg ikke, at vi har svigtet vores børn, for vi har altid prioriteret dem højest i vores fritid. Vi har læst lektier, deltaget i skolemøder, kørt dem til sport hver weekend og spist varm mad hver aften. Jeg synes egentlig kun, at de har haft godt af at opleve, at hvis man vil noget, må man også arbejde for det,« funderer Lena.

Et generationsskifte ligger ikke lige for hos LauRie foreløbig, men parret har da gjort sig tanker. Mens yngstesønnen Peter er den kreative humanist, der måske vil være journalist, er ældstesønnen Joachim disponeret for handelsvejen og arbejder allerede nu på LauRies lager.

»Men han skal ikke direkte ind i firmaet. Ingen forkælet dreng her. Han skal først ud og mærke den hårde kærlighed på andre arbejdspladser i nogle år, og derefter kan vi tale om det,« mener Henrik. Selv nærer han og Lena ingen uopfyldte drømme og lægger ikke andre planer end den forhåbentlig snarlige indflytning i det nye drømmehus i Skæring. Men en dag, ved de godt, sidder de ikke længere for bordenden hos LauRie. Og det er fint nok, synes Lena: »Jeg forestiller mig, at vi den dag står op om morgenen, tager kaffen med ud på terrassen og siger til hinanden: Det var så det eventyr. Hvor skal vi hen nu?«