Det danske fodboldlandshold har i mange år været stærkt besat på målmandsposten. Unisport forsøger at hjælpe den tradition på vej med deres nye keeper camp for 10-15 årige børn og unge. Campen med tidligere landsholdsspiller Lars Høgh i spidsen kommer til Aarhus 18.-19. oktober.

Unisport er en dansk virksomhed, som sælger alt lige fra fodboldstøvler til drikkedunke. De specialiserer sig derudover i forskellige teknologier inden for fodboldens verden. Nyeste skud på stammen er keeper campen, som administrerende direktør i Unisport, Filip Domagala, er begejstret for at have hvervet Lars Høgh til.

»Vi vil gerne forsøge at skabe et elitemiljø for børn på alle niveauer, så børnene får en god fodboldoplevelse og har lyst til at fortsætte med fodbolden. Samtidig har vi stort fokus på, at kvaliteten skal være i top, og her passede Lars Høgh fantastisk ind,« siger Filip Domagala.

God respons

Unisport Keeper Camp så dagens lys i løbet af sommerferien, da man afholdt den første udgave af keeper campen i København. Det blev en stor succes, og der har da også kun været positive tilbagemeldinger.

»Interessen for keeper campen har været helt vild. Arrangementet i København var udsolgt flere uger i forvejen, og arrangementet i Aarhus har allerede nu været udsolgt i nogle uger. Folk har været rigtig glade for, at der er nogen, der vil skabe nogle gode rammer og et godt miljø for målmænd,« siger Filip Domagala.

Unisport arrangerer også keeper campen for at komme ud og kommunikere med kunderne. Ikke nødvendigvis i kommercielt henseende, men lige så meget for at skabe relationer til fodboldverden, så de fortsat kan yde en god service til deres kunder.

Unisport Keeper Camp afholdes 18. og 19. oktober på Aarhus Fremads baner på Riisvangen.